Ved sognepræst Søren Dalsgaard

Vi er nu kommet godt ind i Trinitatistiden. Trinitatis har sit navn efter Treenigheden. Det er tiden efter, vi har fejret julen og påsken og pinsen og dermed har fået hele Guds virke åbenbaret som Faderen og Sønnen og Helligånden, altså som Treenigheden. Treenighedslæren er ikke en spidsfindig eller spekulativ beskrivelse af Gud, som man kan filosofere lidt over. Den er selve hjertet i vores forståelse af Gud. 

Vi tror på én Gud, som åbenbarer sig som tre personer. Faderen og Sønnen og Helligånden. Ikke som tre forskellige personligheder men som tre måder, Gud relaterer sig personligt til sig selv og sin skabning på. Det betyder, at Gud i sit eget væsen er relation og fællesskab. Derfor er han en personlig Gud.

Mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er mennesket et relationelt væsen skabt til fællesskab. Og det, at Gud kan siges at være personlig, har betydning for, hvad en person i det hele taget er. For et menneske bliver en person i kraft af at stå i relation til det andet menneske, ligesom Gud er relationel.  

I den kristne teologi finder vi det græske ord prosopon; et ord, som kom til at betyde person. Det samme ord betyder også ansigt. Oprindeligt betød det maske og henviste konkret til de masker, som skuespillerne i det græske teater brugte. Men vigtigt er det, at det ord, som kom til at betyde person, også betyder ansigt. For i videre betydning fortæller det noget om, hvad det betyder at være en person. 

Person er man, når man har sit ansigt vendt mod et andet menneske. Hvis man derimod vender sit ansigt bort fra sit medmenneske og kun vil sig selv, så er man noget andet. I så fald er man nemlig kun et individ. Den individualisme, som kun kan se ind i sin egen navle, er derfor en amputeret livsform. For man lever ikke som en person kun som et individ. 

Trinitatistiden handler kirkeligt set om at lade det, som vi tror på, den Gud, vi tror på, forme vores liv. Lade kærligheden vokse frem i vores liv. Hvis kærligheden skal vokse i vores indbyrdes liv, skal vi være ansigt til ansigt med hinanden. Skal vi fornemme, hvad der rører sig i et andet menneske, så ser vi intuitivt på ansigtet. Måske skulle vi bruge lidt mere tid på at betragte hinandens ansigter og lidt mindre tid på at se på alle vores digitale skærme.