ved Annette Kassow

I denne tid må vi stå sammen ved at være adskilt, er det blevet sagt. Vore fællesskaber, også i kirken er lukket ned, og det er hård kost. Nu mærker vi for alvor, hvor meget fællesskabet betyder, når vi må undvære det. Og vi længes efter igen at kunne mødes, give et håndtryk, et knus og være sammen, ligesom vi er vandt til.

Ikke mindst for ældre, som bor alene, kan det være svært, og for mennesker, som i forvejen kender til ensomhed og at føle sig forladt, og måske har mistet et menneske. Også for mange andre og unge er det en prøvelse ikke at kunne være sammen; ikke gå i skole og ikke kunne mødes med sine venner.

På en måde er det en ventetid vi lever i, fordi vi har et håb og en tro på, at det ender godt, at vi får fællesskabet igen.

Lad os da bruge ventetiden til noget godt, så godt vi kan og opmuntre hinanden undervejs. Det kan vi gøre ved at dele glæder og sorger nu i denne tid og tænke efter om der er mennesker, vi kan glæde med en opringning, en sms og måske sende et foto fra det smukke forår eller noget andet i vores liv, vi kan dele.

Der er en opmuntrende hjælpsomhed lige nu, hvor mennesker tilbyder at købe ind for ældre og syge f.eks. Ventetiden bruges til at hjælpe andre og heri er der et håb om en menneskelighed, som kan bæres med i tiden, der kommer.

Det kan være en udfordring at sidde derhjemme med sin tro, når man er vandt til at samles i gudstjenestens fællesskab. Og man kan tænke over, - hvordan holde fast i et trosfællesskab, når vi sidder hver for sig? I vores fælles salmebog er der gode ord at styrkes ved; i salmer, tekster og bønner. Der er f.eks. fælles morgenandagt for hele landet hver dag i radioen kl. 8.05. Vi kunne måske sende et salmevers til hinanden eller et opmuntrende ord, som betyder noget for os og på den måde dele tro og håb i ventetiden.

Jeg vil gerne dele et par salmevers med jer

Helligånd, tag mig ved hånden,

vis mig din herlighed,

skænk mig retning og mening,

fyld mig med kærlighed.

Helligånd, opklar mit indre,

så jeg kan se igen,

så jeg evner at være

andre en ægte ven.

Pia Perkiö, fra Tillæg til den danske salmebog