Prædiken til Anden juledag, Skt. Stefans dag - ved Søren Dalsgaard

Teksterne:

ApG 6,8-14; 7,54-60. Stefanus’ martyrdød

Matt 23,34-39. Jerusalems afvisning af Guds sendebude

Midt i juletiden, her Anden juledag, lyder der i dagens tekster barske beskrivelser om forfølgelse. Beretninger, vi ikke ville forvente at skulle lytte til efter juledag, hvor vi fejrer barnet i krybben i Betlehem. Vi kan måske undre os over at skulle høre noget så grusomt i denne tid. Juletiden forbinder vi jo udelukkende med hygge og fredsommelighed. Men Anden juledag er Skt. Stefans dag. Og vi har hermed med noget af det ældste i kirkeåret at gøre. Nemlig martyrdagene. Før julen blev fastlagt som en selvstændig højtid i oldkirken, så var allerede dagen i dag fastlagt til minde om Skt. Stefan eller Stefanus, som han hed.

Stefanus hører vi om i Apostlenes Gerninger, som lyder i dag. Han mindes, fordi han er kirkens første martyr. Ordet martyr betyder vidne. Og Stefanus vidnede om Kristus, men måtte lide døden for sin tro på Kristus. Dermed er ordet martyr blevet et ord, som beskriver en, der mistede livet på grund af sit vidnesbyrd om Kristus. Og dagen i dag, Skt. Stefans dag, dagen for den første martyr, bliver på den måde en dag, som også forudgriber og rummer alle senere martyrer i den kristne kirke.

Selvom der er noget grusomt over det, så får både beretningen om steningen af Stefanus og evangeliets tale om det Jerusalem, som slår de profeter og retfærdige ihjel, som er sendt til den, faktisk julens budskab til at stå klarere frem. For julens budskab er evangeliet om Guds søn, der bliver født ind i verden. Mere end det, det er evangeliet om Gud selv, der bliver menneske i Jesus Kristus. Gud inkarnerer sig, bliver kød og blod ind i verden. Vi kender som smuk og god, men jo også som grusom og brutal. Og det er verden, som den netop er - med både skønhed og grusomhed, som Jesus bliver født ind i. En verden, hvor ondskaben kan gå til angreb på det gode.

På en måde var det foregrebet allerede med krybben, Jesus blev lagt i. Han blev lagt der, fordi der ikke var plads til ham i herberget. Et billede på, at pladsen for Guds søn i verden skulle blive trang. Som man kigger mod krybben, så aner man allerede Golgota i det fjerne, at det lille nyfødte barn en dag skulle blive manden på et kors. Og beretningen om fødslen julenat, at Gud blev menneske, det får en ganske realistisk kontekst her Anden juledag. Vi bliver mindet om den verden, Gud lod sig føde ind i.

Vi bliver også mindet om de vilkår, der kan møde dem, der vidner om Kristus. Det er beretningen om Stefanus det første eksempel på. Der hvor lyset bæres ud i verden, der kan der kastes lange skygger. Og det kan ske, at disciplen må lide som sin mester. Følger man historien videre i Apostlenes Gerninger, så vil man se, at steningen af Stefanus også bliver den første i en større forfølgelse af de kristne, som udbryder kort efter Stefanus’ død. Senere bliver det jo romerne, der søger at bekæmpe den nye tro ved at forfølge og slå de kristne ihjel, blandt andet i Colosseum i Rom. Og den dag i dag er der mange kristne som bliver forfulgt forskellige steder i verden i dag.

Julen vil altså ikke lade os blive i en idyl. Vi vil jo ellers gerne, for nu havde vi det lige så hyggeligt. Men idyllen er jo nok også den, som ikke vil se det onde i øjnene, ikke vil vide af det onde. Men sådan er evangeliet ikke. Og derfor forkynder julens evangelium heller ikke idyl. Nej, evangeliet forkynder derimod fred. Men en dybere fred, der ikke er af denne verden. En himmelsk fred ind i en jordisk verden, en verden underlagt syndens og dødens vilkår.

Om det er ved historiens tilfældighed eller ej, så er det som om, at navnet Stefanus peger mod en dybere betydning end blot at være et tilfældigt navn. Navnet Stefanus betyder krone. Og dermed åbnes der op for en dybere betydning. For ordet er det samme, som når vi hører om Jesu tornekrone. Det fortæller os, at der er den dybeste forbindelse og sammenhæng mellem Kristi egen lidelse og det, som martyren Stefanus måtte lide. I sin lidelse er Stefanus forbundet med Kristus. Han er ikke alene. Men ordet betyder også krone som netop et tegn på ophøjethed og værdighed; det betyder sejrskrans. Og dermed er Stefanus forbundet med Kristus, ikke kun i lidelsen, men på en og samme tid også med den sejrende Kristus. Ham der har sejret over døden i opstandelsen, den opstandne Jesus Kristus.

Samhørigheden mellem Stefanus og Kristus bliver da også klar i beretningen om Stefanus’ martyrdød. For inden stenen falder over ham, så ser han netop himlen åben og den opstandne Jesus stå ved Gud Faders side. På trods af sin lidelse, så hører Stefanus sammen med den opstandne. Denne intime forbindelse, som samtidig også er forbindelsen mellem budskabet Juledag og Anden juledag, lyder også med et ord fra gammel tid fra kirken: I går blev Kristus født på jorden, for at Stefanus i dag skulle fødes i himlen.

Derfor er de barske tekster i dag i virkeligheden en forkyndelse af evangeliets håb. Og det håb er evangeliet til os. For i den verden, vi lever i, hvor glæden følges efter af smerten, og hvor det gode dagligt søges modsagt af det onde, dér er der født et håb ind i vores tilværelse. For Gud selv har taget det liv på sig i Kristus. Nu skal intet menneske være alene, heller ikke i lidelsen. For han har lidt sammen med os. Og håbet gøres fuldkomment ved, at vi også hører ham til i opstandelsen. Både med tornekrone og sejrskrans. Selvom verden ikke er idyllisk, så forkyndes der dog os en stor fred og glæde. Den fred og glæde er at tilhøre den opstandne Jesus. For vi tror, at der, hvor han er, der skal vi også være. En glædesfyldt fred som kan være hos os, på trods af mørket. For at citere Johannesevangeliet: Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Amen.