Af sognepræst Tine Zinck Damgaard

”Håbet er noget af det værste, man kan miste. Det er meget værre end at miste mælet eller at miste appetitten.” – Citat fra børnegudstjenesten i januar med henvisning til folkets situation på profeten Esajas’ tid, hvor alt så trist, mørkt og håbløst ud.

For nyligt hørte jeg en podcastsamtale, der kredsede om, hvad man dog stiller op, hvis man har mistet håbet. De foreslog dog ikke, at man bare skulle finde sig en profet som Esajas, der kunne forsikre en selv og verden om, at det nok skal blive godt igen. Og det var nok meget klogt, for profeter af den kaliber kan godt være lidt svære at finde… til gengæld var konklusionen, at så må vi forlade os på det faktum, at vores håb styrkes, hvis nogen vil dele vores håbløshed. I det gode fællesskab næres håbet, og her får vi mulighed for at være noget for andre, og det, tror jeg, er en af de vigtigste ingredienser i bestræbelserne på ikke at gå til i håbløshed. At være til glæde og gavn.

Som ny i Hans Egedes Kirke er netop det blevet både synligt og konkret; der er virkelig noget om snakken, og det varmer og glæder at se, hvordan man har omsorg for hinanden og kerer sig om hinanden her på stedet. Til kirkekaffen en søndag i januar var der en, der sagde til mig: ”Her hos os er det fællesskabet og forkyndelsen, der er det vigtige, så det håber jeg, at du vil arbejde med på.” Det lovede jeg uden tøven.
Naturligvis!

Vi er i skrivende stund på vej mod påske. Påske handler om kærlighed, lidenskab, fællesskab, svigt, frygt, forvirring, ansvar, fortvivlelse, ensomhed, accept, overgivelse, sorg, håb, håbløshed, mening, meningsløshed, opstandelse, nåde, frelse – og meget mere. Alt sammen noget, det er til stede i vores allesammens liv og noget, vi både kan glædes over og bakse med, men helt sikkert er det, at når vi deler det med hinanden, så får vores liv et større og mere håbefuldt perspektiv.

Efter påske kommer pinse, hvor vi hører om Ånden, der får hjerter til at brænde og mennesker til at mødes i meningsfulde og meningsskabende fællesskaber. Så lad os mødes sådan. Igen og igen. Det er tro i hverdagen.