Af sognepræst Søren Dalsgaard

Med adventstiden begynder et nyt år i kirken, kirkeåret. Kirken har sin egen kalender, med de tre højtider som de helt afgørende tider, det hele er bygget op omkring. Nemlig, julen og påsken og pinsen. Tiden går sin gang, men højtiderne vender altid tilbage og gentages år efter år. Efter adventstiden fejrer vi atter jul. Barnet som blev født i Betlehem.

Kirkeåret er som et kredsløb, der gentages igen og igen. Det er nemlig en historie, der er større end vores egen historie. Den kan man kun leve sig ind i ved gentagelse. Man kan kalde den for Guds historie. Den historie, vi må spejle vores egen historie i. Nemlig, at Gud gik ind i menneskets historie i Jesus Kristus og tog vores historie på sig.

Gentagelse skaber som bekendt rytme. Og kirkeåret har faktisk den evne at kunne skabe en rytme i vores tilværelse, et livets pulsslag, hvis vi åbner os for betydningen af det hele. Og lader kirkeårets fortælling, som møder os særligt i højtiderne, få plads og rum i vores eget liv.

Man kunne også kalde det for forankring. At leve sig ind i kirkeårets fortælling, om hvordan Gud er kommet til os i Jesus Kristus og gået igennem dødens mørke til opstandelse – og at forstå, at den fortælling også handler om mit eget liv, ja, det bliver igen og igen som et anker i tilværelsens nogle gange kaotiske ”hav”. For så er jeg dermed forankret i noget større end mig selv. Der er fortalt en større historie om mit liv, skænket mig dybere perspektiver, end hvad tilværelsen umiddelbart kaster af sig. En Guds historie, som jeg kan tyde mit eget liv i lyset af.

Kirkeårets højtider minder os på, at vores egen ”tid”, nemlig vores liv og tilværelse, egentlig hviler i noget, der ligger uden for os selv. Det er ikke noget, vi selv kan fremkalde, men noget der kommer til os som noget på forhånd givet. Det er faktisk en stor befrielse, midt imellem det daglige livs strømme af nyheder, information, meninger, hændelser og begivenheder, at få fortalt, at der er noget, der er skænket som en gave, som jeg kan leve mit liv på. Noget som ikke afhænger af mig selv.

Nemlig at historien er i Guds hånd. At livet er i Guds hånd. At den historie der fortælles om Jesus, faktisk har med os at gøre. At der er født et håb ind i verden, som også er vores håb. At vi hører Gud til. Nok har vi hver især vores egen livshistorie, men der er altid en historie, der går forud. Evangeliet om Jesus Kristus.