Lyset vender tilbage

- med håbstegn og forår på vej

Prædiken til kyndelmisse (2. feb. 2025)

v. sognepræst Annette Kassow

Tekster

1.Mos.8,1-11

Duen med olivenblad i næbbet

Rom. 8,24-27a

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke

Der er lavet mange billeder af Noas ark med alle dyrene. Vi har et hængende i kirkecenteret i Hans Egedes kirke, på 1. sal, af Aalborg kunstneren Esben Hanefelt Kristensen. Et flot skue med de mange dyrepar på skibet ude på åbent hav. Længe har de sejlet rundt og tålmodigheden er på prøve. Hvornår kommer vi i land, - på tørt land?

Noa sender en ravn ud og siden en due. Stor er skuffelsen, kan man forestille sig, da der intet håbstegn kommer. Men Noa sender så duen afsted igen, og denne gang kommer den tilbage med et olivenblad i næbbet. Jubelen og lettelsen er stor over dette håbstegn. Snart kan alle gå i land. Og Gud sætter regnbuen på himlen; tegnet på, at han aldrig vil lade jorden gå under i vand igen.

Når det er vinter, kan man gå og længes efter forår.

Der skal ikke meget til, før vi fornemmer og håber, at nu er der ”forår i luften”. Mens vi venter og mærker, at dagene længes, så ser og lytter vi efter håbstegn: erantis, vintergækker og fugle, der så småt begynder at pippe og lede efter redepladser.

Men vinteren kan vare længe endnu, ved vi. Vi må vente og længes. Og bruge ventetiden til noget godt. Lade forårshåb lyse ind over den mørke vintertid.

Sådan er det også med Gudsrige, siger Paulus. Gudsrige med retfærdighed, fred og glæde kommer, når Gud vil. Og allerede nu kan vi fyldes af håb og mod og længsel efter Gudsrigets gennembrud. Håbet giver os inspiration til at leve og handle, som det er meningen, vi skal leve vores liv, efter Guds gode kærligheds vilje.

På altertæppet i Hans Egedes kirke kan man se håbstegn og forårstegn i spirende løg. Vi kan forestille os, at det er os og vores fællesskaber, som er sådanne spirende løg. Endnu ikke fuldendt. Endnu på vej. Med Guds gode liv i os; alt det, vi får givet at leve af og styrkes med i gode dage og svære dage. I medgang og modgang, som livet er. Altid med håbet for øje. Håb til Gud, til Guds Ånds helende og livgivende kræfter; Kærligheds og Sandheds Ånd, som også beder for os, siger Paulus. For hvad vi skal bede om, og hvordan vi skal gøre det, ved vi ikke altid selv. Det er godt at vide, at der bliver bedt for os og for vores fællesskaber. At håbet lever, spirer og gror og baner sig vej. Ligesom foråret baner sig vej og kommer til os. Skønt vi måske en tid endnu må opleve sne og kulde. - Så bliver det forår!

Kom, min due, lad dig skue,

lad dig skue med olieblad!

Se! nu er stunden næsten oprunden,

næsten oprunden, som gør dig glad. 

(fra salmen Her vil ties, her vil bies)