Af sognepræst Pernille Vigsø Bagge

”Hvad koster det at være venlig?”, spurgte jeg konfirmanderne. ”Det er gratis!”, råbte de tilbage. Og så var jeg tilfreds. For hele året havde vi arbejdet med, hvor vigtigt det er at udvise ven-lig-hed. Behandl alle mennesker lige som I behandler jeres venner, sagde jeg. Konfirmanderne forstod det godt, at den ånd man møder andre mennesker med, har betydning.

Kirkeåret har tre store fester. Jul, påske og pinse. Festerne ligger fint strøet ud fra mørk vinter, når julen lyser op med barnet i Betlehem, over forårets påske når Jesus korsfæstes og overvinder døden - og så til forsommerens pinsefejring, hvor Helligåndens komme varsler Guds nærvær og fællesskab.

Fra og med åndens lyse tid er budskabet, at vi må gå ud i verden og mødes om dét, som virkelig betyder noget. Venligheden. Mødet med de andre.

Og vi har god tid til det. For helt fra pinsen i juni og til et nyt kirkeår begynder den første søndag i advent, er der simpelthen ingen store kirkeårs-fester. Dette lange stræk, som kun er afbrudt af Allehelgens i november, hedder trinitatis-tiden.

Søndag efter søndag i trinitatis-tiden handler evangelieteksterne om, hvordan vi mennesker bedst kan leve med hinanden i lyset af netop treenigheden. Fordi Gud er vores far, Jesus vores bror og Helligåndens vores medvandrer, er vi mennesker forpligtet på hinanden. Guds kærlighed og nåde er gratis, men vi er sat i en relation, som er vigtigere end alt andet. En relation til både Gud og medmennesket. Alle disse fortællinger der peger på, at Guds ånd finder os, når vi er blevet væk fra os selv og hinanden. Holder os fast på troen, håbet og kærligheden.

Og sjældent har vi levet i tider, hvor det budskab er vigtigere end lige nu. Vigtigheden af at vi binder os til det, der er større end os selv. En kærlighed der nedbryder alle barrierer. En kærlighed der bærer over og tilgiver, som rummer, skærmer og viser den nåde, som vi mennesker af og til har så svært ved at vise hinanden.

Trinitatis-tiden skal vække ånden i os og mellem os. Skabt som vi alle er, i Guds billede, og holdt sammen af, at Helligånden spiller en rolle i vores liv med hinanden, når vi rækker ud, deler og elsker.

Salmedigter, Lars Busk Sørensen, har i salmen ”Åndens lyse tid” beskrevet det således:

Ja, livets Gud, vi tror og ved, at folk vi kalder
fjender, er skabt af samme kærlighed, som vi
og vore venner.
Bevæg vort sind med sommervind, og væk
de gode viljer, som solen græs og liljer.
Lad kærlighedens lyse Ånd nu lægge verden åben,
og løse blodets gamle bånd og fjerne blanke våben.
Og ånd så Gud, på sind og hud, til verden vil,
den kommer, din grænseløse sommer

Med ønsket om en god trinitatis-tid til alle.